Catherine The Vampire

Dagen var ved at være slut. Catherine var begyndt at vågne op. Som altid var det første, hun lagde mærke til, da hun åbnede øjnene, lugten af ​​fugt i kælderen. Det generede hende ikke meget; hun havde vænnet sig til det gennem årtier, men hun lagde altid mærke til det, da hun vågnede. Hun boede i et lille værelse i kælderen i et forladt hus. Her havde engang boet en hjemløs, så der var nogle møbler i rummet, og væggene var delvist dækket af gammelt, slidt tapet, bag hvilket hun nogle gange kunne høre insekternes raslen. Helt vågen nu, strakte Catherine sig som en kat og satte sig op på madrassen. Hun var ikke sikker på, hvad hun ville gøre i dag. Hendes blodtørst, som hun af og til oplevede, var ikke særlig generende i øjeblikket. Hun var gået på jagt aftenen før, så hun kunne leve fredeligt de næste par dage. Hun drejede lidt til venstre og bemærkede, at hun ikke var alene i rummet; der sad en kat ved siden af ​​hende og betragtede hende intenst. Catherine elskede katte mere end nogen anden i denne verden; hun stolede på dem. Der havde været mange i hendes liv, som allerede havde strakt sig over næsten fem hundrede år. Catherine var for længst holdt op med at navngive dem, fordi navngivning af en kat gjorde det sværere at miste dem senere. Katten rejste sig og strakte sig, ligesom Catherine havde gjort, og gik så hen til hende. "Du og jeg er ens," sagde Catherine og rejste sig også. "Der ligger endnu en dag foran os. Lad os gå, det er allerede mørkt. Det er tid til at gå udenfor." De to af dem var på vej mod udgangen...